HUNDENS VERDEN |
HUNDE OG SKOVFLÅTER |
|||
HUNDERACER OG GADEKRYDS |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
Skovflåten kaldes
somme tider Danmarks farligste dyr. Det er fordi den undertiden kan overføre
meget alvorlige sygdomme, men dette sker kun i ca. 10% af de tilfælde, hvor
man er blevet bidt. Flåten kaldes somme tider en tæge, men en tæge er et insekt, og skovflåten er en mide, i familie med edderkopper. Skovflåten findes overalt i skoven, men fortrinsvis i skove, hvor der også er rådyr. Vildtet fungerer som mellemvært i flåtens livsudvikling, men også mus og andre dyr er mellemværter. Flåten findes hyppigst langs dyrenes stier. Her sidder den i toppen af højt græs, og venter på at en vært kommer forbi. Skovflåten har tre stadier i sin livsudvikling, og hvert stadie kræver et måltid blod for at den kan udvikle sig videre. Den starter som larve, udvikler sig til nymfe og ender som voksen. Fra ægget udvikler den sig til en larve, som ligger i skovbunden i vegetationen. Den er afhængig af fugtighed og varme for at kunne udvikle sig videre. Larven er ca. 1 mm lang og den har otte ben. Den suger sit blodmåltid på mus og andre smågnavere, og dem er der jo rigeligt af overalt. Når den har fået sit måltid i løbet af 2-3 dage, falder den af musen, og udvikler sig nu til en 1 mm stor nymfe, som er det stadie, hvor den undertiden kravler på mennesker. Nymfen har seks ben, og sidder i toppen af højt græs og venter på, at en vært kommer forbi. Det kan være rådyr, hjorte, ræve, hunde og mennesker. Når den er sprunget over på sin vært, finder den et varmt sted med tynd hud og borer sine munddele i værten og sidder 3-4 dage og suger blod. Hos mennesker sætter den sig typisk i lysken, i armhuler, bag ørene, i knæhaser men kan sætte sig andre steder på kroppen. Man mærker ikke bidet, for der er et stof i dens spyt, der virker lokalbedøvende. Nu sidder den så stille og roligt og suger sig stor og tyk. En nymfe kan svulme helt utroligt op, og blive på størrelse med en stor ært. Dens hud er grålig og læderagtig. Fjernelse af skovflåter Opdager man en skovflåt på sig selv eller sin hund, skal man fjerne den så hurtigt som muligt, og helst inden for det første døgn. Fjernes den hurtigt, er risikoen for at blive smittet med sygdomme meget lille. Skovflåter fjernes bedst med en speciel flåt-tang, som fås på apoteket og hos dyrlæger. Med tangen griber man fat nede om munden på flåten, tæt ved værtens hud, og så kan man dreje eller trække stille og roligt, så slipper den sit tag. Ikke noget med et hurtigt ryk, så bliver munddelene siddede i huden, men stille og roligt med et sejt træk. Når skovflåten er fjernet, bør den slås ihjel. Hvis man bare smider den i skraldespanden vil den ligge og fordøje videre. Bedst er det at smide den i toilettet og lade den ligge et stykke tid, så den er druknet inden den skylles ud. Det er meget vigtigt, at man ikke klemmer på flåten, når man trækker den ud. Ved at klemme på den, vil noget af dens maveindhold presses ud og ind i værten, og det er i dens maveindhold, at smitten til sygdomme kan findes. En almindelig pincet er ikke egnet til at fjerne flåter, da den klemmer om flåten, og dette kan resultere i, at dens maveindhold tømmes ud i bidstedet. Lad være med at bruge de gamle husråd om at nulre flåten (den bliver rundtosset og kan "brække" sig i bidstedet og dermed overføre smitte) og at smøre den ind i margarine. Det hjælper ikke. Fjern den med en tægetang. Som regel mærker man ikke på sin hund, at den har haft en flåt. Men hvis hunden på et tidspunkt bliver sløv og virker træt, får feber, bliver halt, får anfald af epilepsi, viser tegn på lammelse, muskelsmerter eller usikker gang, kan det være som følge af flåtbid. Hvis hunden også viser madlede og utilpashed, bør man gå til dyrlæge omgående. En blodprøve kan vise om der er smitte fra en af de sygdomme, som flåten kan overføre, og en behandling kan sættes i værk. Det er vigtigt at komme til dyrlægen så tidligt som muligt. Da smitten sker med bakterier, så kan den bekæmpes effektivt med antibiotika, og dyret kan komme sig helt og være uden mén. Hvis nymfen har siddet på f.eks et rådyr og suget blod, så vil den slippe sit tag efter nogle dage, og ligge i skovbunden og udvikle sig til voksen flåt. Dette tager 2-3 år alt efter hvor gode omstændighederne er. Den voksne flåt vil igen søge et værtsdyr, og vil, så snart den har bidt sig fast, parre sig hvis der er en partner i nærheden, og efter dette måltid, falder hunnen af værtsdyret og lægger æg i skovbunden, ca. 2000 - 4000 æg. Derefter dør hun. Dette er en hjemmeside om hunde, og derfor vil det ikke bliver nærmere uddybet, hvordan man forholder sig, hvis et menneske bliver bidt af en flåt, men er man i tvivl, så er der flere gode hjemmesider på nettet, hvor man kan søge oplysninger. Lav en søgning på ordet "skovflåt" så kommer man hurtigt videre. Men hvis man er i tvivl om, om man er blevet bidt, og man udvikler et rødt udslæt, der vokser, så søg læge. En simpel blodprøve kan vise om man har smitte i sig. Hvis man har været i skoven med sin hund, kan man undersøge den med en tættandet kam når man kommer hjem, for at se om den har nymfer på sig. |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
Annoncer fra Google:
--------------
|
Copyright Hundens Verden 2007